Ekspert: Din it-medarbejders vigtigste kompetence er ikke it

[fa icon="calendar"] 01-09-16 11:57 / Skrevet af GlobalConnect A/S

 it-kompetencer.jpg

Foto: StockSnap.io

I dag er it-medarbejderen en af dine allermest afgørende ansatte. Vi har spurgt en ekspert, hvilke it-kompetencer du skal lede efter, når nye personer skal ind i dit team. 

Hvis din it ikke spiller, spiller din virksomhed med al sandsynlighed heller ikke.

Det er den hårde sandhed, som gør sig gældende i en digitaliseret verden. Derfor stilles der i dag store krav til de medarbejdere, der skal sikre, at netop it-delen af virksomheden altid brillerer.

Det betyder selvsagt, at det for virksomheder bliver afgørende, at it-afdelingen udgøres af de personer, som har de bedste kompetencer til at klare opgaven.

At skaffe lige præcis de personer, som tilsammen udgør det bedst egnede it-team kan dog give lidt udfordringer. For selvom flere og flere uddanner sig inden for it, betyder it’s voksende rolle i forretninger også, at der er kamp om de bedste folk.

For at snøre boksehandskerne, så de sidder, og du er bedst muligt klar til denne kamp, har vi spurgt Thomas Andersen, partner i Deloittes IT Strategy & Effectiveness-afdeling, hvilke it-kompetencer, CIOs skal skrive øverst på deres ønskeliste, når de i dag leder efter nye folk til deres team.

 

Hvilke it-kompetencer er de allervigtigste i dag?

Man kunne sagtens sige sådan noget som digitale skills, fordi det i dag er så vigtigt at være med på det digitale beat, men det ville ikke holde vand.

Hvilke kompetencer du skal bruge afhænger af, hvordan du har skruet din it-leverance-model sammen, og hvilken rolle it-organisationen forventes at spille i forretningen.

I forhold til leverance-modellen er nogle af de centrale spørgsmål, hvordan kompetencerne sources bedst – internt, eksternt fra? Og i hvilket omfang anvendes near-shore og offshore kompetencer

I forhold organisationens rolle er det centralt at få klarlagt, hvilken rolle it forventes at spille i hele digitaliserings-agendaen. Skal de drive den, understøtte den eller bare holde sig væk?

Og endelig er det vigtigt, at it er organiseret på præcist den måde som sikre, at de understøtter forretningen på bedste vis. Besvarelse af disse spørgsmål er ikke simpelt, men svarene har stor indflydelse på de kompetencer, som it-organisationen og dermed it-medarbejderne skal have.

Fælles for de bedste it-organisationer er dog, at de har organiseret sig på en måde, hvor det er entydigt, hvem som har ansvar for hvad, og at de på ledelsesposterne har dygtige og kompetente ledere med gode communication skills.

 

Hvorfor er lederens kompetencer afgørende?

Ledelsesrollerne er vigtige, fordi det er dem, der former den resterende it-organisation. De har ansvar for at være fagligt kompetente, kunne tegne og kommunikere en retning for hele it-organisationen. Parallelt med dette skal de kunne håndtere non-performende medarbejdere – ellers ”sander” organisationen til og mister sin skarphed over tid.

I forhold til forretningen skal de kunne kommunikere og agere på en måde, så de bliver respekteret og bevarer deres indflydelse i organisationen. Alt for ofte ser vi, at it-øer dukker op andre steder i organisationen, fordi it-organisationen ikke forstår at understøtte forretningen med den fleksibilitet og agilitet, som de gerne vil have. Ofte har vi set etablering af digitale teams eller lokale servicedesks opstå ude i forretningen uden for it-organisationens kontrol. Dette er ofte et resultat af, at forretningen ikke føler, at it-organisationen har været i stand til at understøtte dem på tilfredsstillende vis.

 

Hvad så når lederen og vores model er på plads, hvad leder vi så efter?

Så leder vi efter et it-team, som kan samarbejde med resten af forretningen og har forståelse for anvendelsesmulighederne i praksis.

 

Så slet ikke basic it-kompetencer?

Ikke i første omgang. Tingene har udviklet sig og det har ændret kravene til it-teamet. Hvor it for nogle år siden var noget, der mere eller mindre fungerede sideløbende med forretningen og derfor i høj grad handlede om tunge it-skills, er afdelingen og det den laver i dag gledet meget mere ind over forretningen. Det betyder, at der stilles store krav til hele processen omkring it-integrering. Og i den forbindelse får it-teamet en vigtig rolle.

De skal ikke kun kunne programmere i komplekse systemer, de skal også have en forretningsforståelse og kunne se, hvilke muligheder teknologien giver både kunder og kollegaer i andre afdelinger.

Samtidig skal de også forstå og acceptere, at der i dag findes mange hurtige, billigere it-løsninger, som fra et datalogisk synspunkt måske er mindre fine, men som faktisk virker helt fint og bliver valgt til.

Det er lidt ligesom at bruge tape og klisterbånd, når man reparerer. Hvis det virker, så sparer man håndværkeren. Og i it-henseende betyder det, at teamet skal kunne lave it på andre måder end på den store ‘korrekte’ måde og kunne omfavne, at det er virkeligheden.

 

Okay, så forretningsforståelse før it-kompetencer?

Nej, forretningsforståelse og it-kompetencer. Man må ikke gå på kompromis med kvaliteten af medarbejderne.

Udover at kunne forstå, hvad it kan gøre for forretningen, skal it-teamet selvfølgelig også have styr på de it-opgaver, der ligger der. Men de varierer og afhænger af, hvilke krav operating modellen stiller. Og så er vi tilbage ved lederens ansvar.


Vurder indlæg:


Handler om: Forretning, It-ledelse, it-kompetencer


GlobalConnect A/S

Skrevet af GlobalConnect A/S

GlobalConnect er Danmarks førende udbyder af fibernet, datacentre og cloud-løsninger. Virksomheden dækker Danmark, Nordtyskland og dele af Sverige med et 15.000 km langt netværk af optisk fiber og 13.000 m2 datacentre. GlobalConnect er grundlagt i 1998 og har i dag mere end 280 medarbejdere og hovedkontor i Taastrup. Virksomheden havde i 2016 en omsætning på 607 mio. kr. Læs mere på www.globalconnect.dk.