Ny digital strategi fokuserer på medinddragelse

[fa icon="calendar"] 13-06-16 15:42 / Skrevet af GlobalConnect A/S

km-kvardrat.jpg

I begyndelsen af 2016 fik Kirkeministeriet ny it-strategi. Fokus er flyttet fra teknik til medinddragelse, og dermed er brugerne kommet i fokus.

Cyklen suser hen over cykelstiens asfalt, etagebyggerier med butikker i stueplan passeres ubemærket, og ophold for rødt lys bliver brugt på overvejelser om børneafhentning, aftensmad og uafsluttede arbejdsopgaver. Men pludselig, som man holder der i krydset, bliver tankerne afbrudt af teksten på et banner: 'Vi ses til sommerkoncert på tirsdag', står der, og i samme øjeblik, som teksten registreres, overvejer man, om dét ikke kunne være en meget god idé.

Banneret hænger på en kirke. Og selvom det ikke er en kirke, man har været i før – til den faste julegudstjeneste, barnedåb, bryllup eller begravelsen – forhindrer det ikke, at man allerede er igang med at planlægge at tage afsted.

Selvom eksemplet er analogt, er det en del af den udvikling, der har ført til den nye digitale strategi i folkekirken, fortæller it-chef i Folkekirkens It og en af hovedpersonerne bag Kirkeministeriets og folkekirkens nye digitale strategi, Torben Stærgaard:

”Hvor sognet tidligere var afgørende for, hvilken kirke man kom i, oplever vi i dag en anden tendens. Folk går ikke kun i den kirke, der ligger tættest på deres hjem. De bruger også den, som f.eks. ligger på strækningen mellem hjem og arbejde,” fortæller han og fortsætter:

”Den udvikling har haft stor betydning i vores nye digitale strategi. Vi har flyttet fokus fra teknikken over på processerne og brugernes behov for på den måde at leve op til medlemmernes, borgernes og de ansattes krav.”

 

Tiden var rigtigt

Den nye strategi blev lavet, fordi den gamle udløb i 2016. Ikke fordi der var noget galt med den.

”At det så viste sig, at det var et rigtigt godt tidspunkt, det havde vi som sådan ikke forudset. Men det var det, for det gav os mulighed for at skifte fokus til noget, som vi oplevede som mere og mere nødvendigt,” siger It-chefen og tilføjer:

”Hvor vores tidligere strategier har været meget indadvendte og fokuseret på teknik og organisationens behov, blev der nu plads til at fokusere på brugernes behov.”

 

Virtuelle historier

Det nye var ifølge Torben Stærgaard, at brugernes forventninger var vokset, og at der blev stillet større krav:

”Generelt oplevede vi, at brugerne er blevet vant til, at de kan rigtigt meget hjemmefra, så det skal de selvfølgelig også kunne med de ting, der relaterer sig til deres liv med folkekirken som ansatte eller almindelige borgere. Det er et krav, man skal kunne leve op til i dag,” understreger han. 

For at få nærmere indblik i hvad det præcist var, brugerne ville have, gjorde arbejdsgruppen bag den digitale strategi noget, som måske ikke er helt normalt i it-sammenhæng. I stedet for at kigge dybt i computerskærme, kiggede de nemlig dybt på menneskene på den anden side af skærmene.

”Vi tog simpelthen ud i alle dele af folkekirken – i byer, i forstæder, på landet – og interviewede brugerne. Vi spurgte, hvad de oplevede af behov i dagligdagen, og holdt det efterfølgende op imod, hvad der kunne understøttes af it'en,” forklarer han.

Det resulterede i, at man i den nye digitale strategi bl.a. kom til at fokusere på, at it-understøtte samarbejdet mellem landets mere end 2300 kirker, så det blev lettere for brugerne at navigere. Derfor sørgede man i første omgang for at samle kirkerne på et site, så søgeresultaterne rykkede op i søgemaskinernes resultater. Derudover lavede man en fælles kirkekalender, hvor brugere f.eks. kan finde frem til den nærmeste kirke, få oplysninger om arrangementer i kirker, og hvor de kan finde ud af, hvor og hvornår en bestemt præst holder gudstjeneste. 

Endelig er man også i gang med at videreudvikle en app, fortæller Torben Stærgaard. ”Den skal kunne bruges i kirken, når man er der, og kan f.eks. fortælle dig historien bag et bestemt maleri i kirken eller bag orglet,” siger han og understreger, at den nye strategi skal ses som et led i en erkendelse af, at mennesker som bruger digitale ydelser skal tænkes med.

”Selvom it i høj grad handler om systemer og teknik, så er tanken i vores strategi, at brugere kommer før teknikken. Vi ser på, hvordan det bliver bedst for dem, og hvordan de får indflydelse: Medinddragelse, fremfor 'her er et nyt system, værsgo selv at finde ud af det.',” siger han.

 

Nærm dig med eksempler

Det samlede resultat af den nye strategi er en kirke, som ifølge Torben Stærgaard i dag er super ajourført, når det kommer til at vise kirken frem og anvende teknologi brugerorienteret.

”Vi har forsøgt at bringe teknologien ind i rummet mellem mennesker og tro, og det har været og er spændende,” siger han, men understreger samtidig, at interview-fremgangsmåden også har haft sine udfordringer, som andre i samme situation med fordel kan forberede sig på:

”Når du på den måde vælge at spørge helt almindelige mennesker, medarbejdere og brugere om, hvad de kunne tænke sig at bruge it til, er det svært for dem at forholde sig til. I den situation er det afgørende, at man kommer med eksempler. Ikke fuldkommen gennemtænkte eksempler for så siger de bare ja, men bare eksempler, som nærmer sig, så deres tanker bliver sat i gang. Og så er det ellers bare at lade dialogen foregå på deres præmisser.”

 

 Folkekirkens digitale strategi          

  • Er gældende for perioden 2016-2020 og bliver som følge af ændrede krav og nye teknologiske muligheder løbende tilpasset.
  • Skal sikre at folkekirken har de bedste muligheder for at anvende den digitale teknologi til at understøtte folkekirkens mission.
  • Er et centralt middel til at understøtte det kirkelige og det administrative arbejde i folkekirken. 
  • Skal medvirke til at skabe et fælles grundlag for at styrke folkekirkens digitale tilstedeværelse i samfundet. 

Vurder indlæg:


Handler om: Politik, It-outsourcing, It-strategi


GlobalConnect A/S

Skrevet af GlobalConnect A/S

GlobalConnect er Danmarks førende udbyder af fibernet, datacentre og cloud-løsninger. Virksomheden dækker Danmark, Nordtyskland og dele af Sverige med et 15.000 km langt netværk af optisk fiber og 13.000 m2 datacentre. GlobalConnect er grundlagt i 1998 og har i dag mere end 280 medarbejdere og hovedkontor i Taastrup. Virksomheden havde i 2016 en omsætning på 607 mio. kr. Læs mere på www.globalconnect.dk.