Danmark digitaliseres: Tech-giganter og “Havfrue”-kabler går i land i Danmark

[fa icon="calendar"] 13-07-18 15:54 / Skrevet af GlobalConnect A/S

Global Connect 1

Stabilitet har gjort Danmark attraktiv for store tech-giganter, som vil bygge datacentre i Danmark. »Hemmeligt datacenter i Esbjerg bliver gigantisk« »Danfoss: Danmark kan blive verdensmestre i datacentre« »Nyt fiberkabel styrker Danmark i kampen om flere datacentre«Ovenstående tre overskrifter er alle sammen fra danske artikler, som er skrevet inden for det seneste års tid.

Avisartiklerne er et billede på og resultat af den stigende digitalisering, som Danmark gennemgår i disse år, hvor vi bliver stadigt mere attraktive for store globale tech-virksomheder, når de skal placere deres datacentre.

Europæisk magtfaktor

Både medier, virksomheder og politikere peger på, at Danmark er ved at udvikle sig til at blive en magtfaktor på den europæiske digitale scene. Som overskrifterne herover også vidner om, er flere og flere af de globale tech-virksomheder begyndt at kigge mod vores lille land, når de skal vælge, hvor de vil slå sig ned i Europa.

Årsagerne til udviklingen, og hvorfor tech-giganterne ser Danmark som et attraktivt hjemsted for deres digitale investeringer, er mange. 

Vi er et stabilt land med et roligt politisk landskab, hvor det ikke er umuligt for virksomheder at få taletid i Statsministeriet.

Vores geografiske landskab er fladt og overskueligt, ligesom vi meget sjældent rammes af naturkatastrofer.

Danmark har også en høj forsyningssikkerhed, hvilket er en stor gevinst for virksomhederne. Vores energi er ofte grøn, og det vægtes højt i de globale tech-virksomheders CSR-programmer.

Store datacentre

Som artikeloverskrifterne øverst i denne artikel også afslører, kører digitaliseringen på samtlige cylindre i Danmark.

Store tech-giganter som Facebook, Google og Apple har allerede etableret datacentre i Danmark eller har kig på Danmark som hjemsted for datacentre.

Ovenstående er altså med til at gøre Danmark interessant for tech-giganterne, fordi vi herhjemme netop er gode til at udvikle teknologier, der forsyner datacentrene med grøn energi, køler centrene ned på en klimavenlig måde og genanvender overskudsvarmen på fornuftig vis.

Men det er ikke kun datacentre, der kommer til Danmark.

I 2019 går et gigantisk søkabel med tilnavnet “Havfrue” i land ved Esbjerg i det sydvestjyske.

Det nye søkabel, som Google og Facebook står bag, forbinder USA med Danmark og vil fordoble datakapaciteten mellem de to lande.

Havfrue-kablet

Et 7.000 kilometer langt søkabel med tilnavnet Havfrue-kablet skal forbinde Danmark med USA, og kablet går snart i land i Esbjerg.

  • Planen er, at Havfrue-kablet skal forbinde store datacenter-hubs i USA og Irland med Skandinavien.
  • Kablets kapacitet er 108 terabits pr. sekund.

Styrket position

Havfrue-kablet kan få en afgørende betydning i at styrke Danmarks position som et attraktivt sted at investere i nye datacentre. Det er vurderingen fra Datacenter Industrien, som er brancheforening for den danske datacenter-industri. De peger på, at Danmark takket være Havfrue-kablet vil få endnu bedre, internationale dataforbindelser, som kan være en vigtig faktor i placeringen af nye datacentre.

For at andre end de store tech-virksomheder stiger på digitaliseringstoget er det afgørende, at man som virksomhed er digitalt rustet til at følge udviklingen.

Alt tyder på, at Danmark bliver en mere og mere digitaliseret nation, og at vi bliver en afgørende spiller på det europæiske digitale landkort samt får hurtigere dataforbindelser til omverdenen.

Fakta: 

Datacentre

Et datacenter er simpelt forklaret en stor hal fyldt op med computerservere, der leverer tjenester til hele verden via dataforbindelser.

  • Alle de aktiviteter, man foretager online som e-mails og brug af sociale medier bliver leveret gennem datacentre.
  • På verdensplan findes der omkring 8,6 millioner datacentre, som alle er særdeles strømforbrugende.
  • De 8,6 millioner datacentre står for tre procent af klodens elforbrug.
  • Faktisk bruger datacentrene mere strøm end Storbritannien og udleder lige så meget CO2 som den samlede luftfartsindustri.

Derfor er danske datacentre interessante for globale virksomheder

  • Høj forsyningssikkerhed.
  • Velegnet infrastruktur til datacentre – de transatlantiske søkabler kommer i havn ved Esbjerg, og Danmark er et knudepunkt mod Tyskland og resten af Europa.
  • Et politisk stabilt land med kort vej til Statsministeriet.
  • Fladt landskab og meget få naturkatastrofer.
  • Stor andel af grøn energi, som tiltaler virksomhedernes CSR-programmer.

Kilde: GlobalConnect


Vurder indlæg:


Handler om: Digitalisering, Iværksætteri


GlobalConnect A/S

Skrevet af GlobalConnect A/S

GlobalConnect er Danmarks førende udbyder af fibernet, datacentre og cloud-løsninger. Virksomheden dækker Danmark, Nordtyskland og dele af Sverige med et 15.000 km langt netværk af optisk fiber og 13.000 m2 datacentre. GlobalConnect er grundlagt i 1998 og har i dag mere end 280 medarbejdere og hovedkontor i Taastrup. Virksomheden havde i 2016 en omsætning på 607 mio. kr. Læs mere på www.globalconnect.dk.